Om spillet

Mange spiller pengespil

Langt de fleste danskere spiller om penge. Mænd spiller mere end kvinder, og typisk også på mere risikable spil, som oddset, kasino eller spilleautomater. For de fleste er det uden problemer, men for nogle tager det overhånd og spillet kommer til at fylde for meget.

Alle kan udvikle et spilleproblem

Vi ved, at der er en sammenhæng mellem tilgængeligheden af spil og risikoen for at udvikle problemer, ligesom der også er en sammenhæng mellem spil, dit køn og din alder.

Så hvis du er mand og spiller pengespil, og samtidigt bor i et område, hvor der er mange tilbud om spil, kan du være i risiko for at udvikle et problem med spil.

Alder, social status eller familieforhold er ingen garanti mod at udvikle et spilleproblem. Ganske vist er risikoen højere blandt yngre mænd, men i 2015 var knap hver fjerde spiller, som søgte hjælp til et spilleproblem over 45 år, og langt størstedelen var mænd.

Dette afspejler bare, at problemer med spil kan ramme alle. Når vi tænker på negative konsekvenser af spil, er vi tilbøjelige til at tænke i økonomiske baner. Det er selvfølgeligt oplagt, at store økonomiske tab, som følge af spil, kan være medføre store problemer.

Men konsekvenserne af problemer med pengespil kan være mange og individuelt forskellige, men oftest er det faktisk den tid, der bruges på spillet, som medfører de største problemer for spilleren. Spillet kommer til at dominere alt andet i tilværelsen, og man nedprioriterer gradvist samvær med familien, sociale aktiviteter eller arbejde. Spillet kommer til at fylde for meget, og det giver problemer.

Har jeg en spilleafhængighed og hvad er kriterierne?

I diagnosekriterierne for ludomani, handler det da heller ikke så meget om penge, som det gør om tid og fravalg – du kan læse kriterierne på denne side: DSM-5 diagnosekriterer  Måske kan du genkende dig selv i nogle af punkterne?

Fakta er, at for mange spillere er hovedformålet med spillet ikke at opnå en stor økonomisk gevinst. For dem er hovedformålet at komme væk fra en hverdag, som måske opleves problematisk, kedelig eller ensom.

Du kan jo starte med at spørge dig selv om, hvorfor du spiller. Hvis du spiller for mere end du har råd til eller for at komme væk fra andre problemer, ved du det formentligt godt selv. Hvis du er i tvivl kan du kigge nærmere på dine spillevaner.

Hvis du fortsat er i tvivl, om du har et spilleproblem, eller har konstateret, at det har du, så er du velkommen til at henvende dig til Frederiksberg Centerets ludomaniafdeling. Her kan du komme til at tale med en behandler, anonymt og uforpligtende. Husk al rådgivning og behandling er gratis.

Ældre mand i haven“Det har hjulpet, at jeg fik styr på hvor meget tid jeg bruger på spil. Nu bruger jeg ikke så meget og konen er gladere”…

(Mogens, 57 år)

Er jeg ludoman?

Du kan få stillet diagnosen Ludomani hvis du opfylder fire eller flere af diagnosekriterierne.

Hjælp til pårørende

De pårørende er ofte stærkt påvirkede af en problematisk spilleadfærd, og de konsekvenser spillet kan have for familien.

Hos os kan du også henvende dig som pårørende – og få råd og vejledning til hvordan du bedst håndtere din situation.

Du er velkommen til at ringe, hvis du vil vide mere – Det er helt anonymt og uforpligtende.

33 21 73 00

Ønsker du at vide mere om ludomanibehandling og forebyggelse af ludomani?

Ring til os - 33 21 73 00